Hop til hovedindholdet

Spinderihallerne logo

Lang Tirsdag - fællesspisning


Dato og tid

Tirsdag d. 8. september 2020 kl. 17:00 til 21:30

Tilmeldingsfrist

Mandag d. 7. september 2020 kl. 11:00

Sted

Spinderihallerne - Pakkeriet, Spinderigade 11, 7100 Vejle Spinderihallerne - Pakkeriet
Spinderigade 11
7100 Vejle

Lang Tirsdag - fællesspisning


Arrangementsbeskrivelse

Lang tirs­dag den 8. september

Spinderihallerne har Lang Tirsdag den 2. tirsdag hver måned med aftenåbent fra kl. 17.00-21.30 - og her kan du nyde lækker mad i vores café, der har Det Økologiske Spisemærke i sølv, samt deltage i aktiviteter i huset.

Menu kr. 85,- for voksne og kr. 55 for børn. Der er buffet fra kl. 17.30-19.30 og derefter kan der købes vin, kaffe og kage indtil kl. 21.30.

Hvis du ønsker at spise med, skal du reservere plads via denne tilmelding.

Højtlæsning til dessert...
(kl. 19.00-19.30 i caféen)

Her har du chancen for at vende tilbage til højtlæsningens magiske rum, hvor der bliver tændt for den indre biograf. Vi lover at gøre os umage med at finde tekster og oplæsere, der giver adgang til denne verden.

Denne aften kan du høre en novelle af den norske forfatter Lars Saabye Christensen, der sidste år kom med 3. og sidste bind i serien ”Byens spor” fra Oslo. En serie han har høstet megen fortjent ros for. Jim Højberg, bibliotekar, fortæller og forfatter, har valgt novellen ”Oscar Wildes elevator”. Den kan I alle glæde jer til.



Program

PAP & PAPIR Festival

Oplev en udstilling med en lang række talentfulde kunstnere og designere, hvor du vil få et indblik i, hvordan hverdagsmaterialer kan genanvendes og forvandles til nye former og produkter. Vi taler ofte om, at vi lever i et mere og mere digitalt og "papirløst" samfund - men vi forbruger fortsat masser af pap og papir: Emballage, magasiner, bøger, printerpapir og meget mere. Det skaber en masse left overs, og de kan genbruges!

DATAKRAFT på Kulturmusset

Mærk nostalgien, spil dine gamle yndlingsspil, få fortællingen om Vejles første computer - og meget mere! Der er gratis adgang til denne særudstilling på Kulturmuseet. Museet holder altid åbent til kl. 20 til Lang Tirsdag. Læs mere om DATAKRAFT her.

Rundvisning ved Spinderihallernes udeområder

Få et indblik i Spinderihallerne, Kedelbygningen og de mange byggeprojekter rundt om hallerne ved rundviser Arne Mølgaard. Vi mødes ved hoveindgangen kl. 19, og rundvisningen varer omkring to timer. Du tilmelder dig ved at "trykke" deltager på begivenheden her på Facebook.

Musik i det åbne rum ved indgangen kl. 18.30

Raffn’Band - duo med Søren Raffnsøe og pianist Jesper Bauder. Duoen spiller akustisk og med lidt mere strøm på, og musikken boltrer sig i det populære repertoire indenfor pop, jazz og latin. Citat fra gæst ved tidligere arrangement: "Jeg vidste slet ikke, jeg skulle til både buffet og koncert, tak for den oplevelse." 


Åbent FabLab kl. 14-20

Har du en idé, som du kunne tænke dig at formgive? Eller mangler du en dims til kaffemaskinen eller den fjernstyrede bil? Så er vores åbne digitale værksted måske noget for dig - vi står klar til at hjælpe dig, og du behøver ikke have tidligere erfaringer med FabLab. Det er gratis at få rådgivning, og du betaler kun for de materialer, du bruger. Tilmelding er ikke nødvendig - du møder bare op, når det passer dig.

Familieworkshop hos Xeneriet

Kom og vær med til en gratis og familievenlig workshop med fantasien i fokus, når Xeneriet inviterer indenfor til Lang Tirsdag under vandet. Tilmelding er ikke nødvendig - starttider: kl. 17.00, kl. 17.20 eller kl. 17.40. Læs mere om workshoppen her.

 

Pecha Kucha Night kl. 19-21

PechaKucha er japansk og kan oversættes til "sniksnak". Det er en præsentationsform, hvor kreative projekter bliver fremført på en ganske uformel måde - hver præsentation består af 20 slides af 20 sekunder. Kom og hør om en række menneskers spændende projekter, lidenskaber og interesser - medbring venner, familie og en enorm portion nysgerrighed! Det koster 20 kr. i entré (børn under 15 år kommer gratis ind).

Er Spinderihallerne et sted for dig og din virksomhed?

Til Lang Tirsdag tilbyder vi en rundvisning i tidsrummet 17.00-17.30 for dig, der er nysgerrig på, hvad din virksomhed kan få ud af at flytte i Spinderihallerne. Oplev stemningen i huset, bestil mad i caféen, deltag i arrangementerne og få en snak med vores medarbejder, Louise Mosegaard Føns. Tilmelding er ikke nødvendig - vi mødes ved receptionen, hvor rundvisningen starter kl. 17.


Kender du det koncept, vi kalder Tirsdagsmad? De tirsdage, hvor der ikke er Lang Tirsdag med aktiviteter i huset, kan du alligevel købe aftenens ret i vores café og nyde den i fællesskab med andre. Her er altså ikke tale om buffet som ved Lang Tirsdag. Du finder alle datoer for Tirsdagsmad i vores eventkalender, hvor du også tilmelder dig.

Find vej til arrangementet

Klik for at se et kort med stedets placering hos Google Maps >